Billede af Den Røde Bygning

Ministeriebygningerne i Slotsholmsgade

Ministeriebygningerne overfor Børsbygningen i København har, siden de blev bygget, været en levende del af rigets magtcentrum på Slotsholmen. Alle, som besøger palæerne, vil fornemme dette som en rød tråd igennem flere århundreders Danmarkshistorie, der kommer til udtryk i slående kontraster mellem nye og gamle interiører.

Den Røde Bygning

Den mest markante bygning er Kancellibygningen – i daglig tale Den Røde Bygning, som huser Finansministeriet. Bygningen blev opført i 1721 som Danmarks første statslige administrationsbygning. Siden kom de øvrige bygninger i Slotsholmsgade til, efterhånden som statsadministrationen voksede.

Den Stormske Gård fra 1696 har tilhørt Frederik IV, som har brugt den til at huse først sin elskerinde grevinde Schindel og siden sin hustru til venstre hånd Anne Sophie Rewentlow. Også denne bygning bruges i dag af Finansministeriet.

Fingerpeg om det første Christiansborg

Det Württembergske Palæ - eller Lerches Gård, som i dag bl.a. huser Økonomi- og Erhvervsministeriet, er opført i 1740-42 samtidig med det første Christiansborg. Nogle af palæets rum kan derfor give et fingerpeg om det første Christiansborgs interiører.

Ministeriebygningerne huser desuden Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Justitsministeriet. Bygningerne i Slotsholmsgade er kun åbne i forbindelse med særlige rundvisninger.

Til top Udskriv Send side Sidst redigeret 21-05-2006
Ministeriebygningerne i Slotsholmsgade
Åbningstider
Find vej
Kulturkalender
Kontakt
Slots- og Ejendomsstyrelsen . Løngangstræde 21 . 1468 København K . Tlf. 33 92 63 00 . Fax 33 93 17 16 . sesmail@ses.dk
EAN-nr. 5798000014008 . CVR-nr. 58182516
Få siden læst op på www.adgangforalle.dk