|
Sankt Petri KirkeSankt Petri Kirke er den tysksprogede menigheds kirke i København. Den blev opført som en enskibet kirke midt i 1400-tallet og er dermed den ældste bygning i den indre by. Frederik II overdrog den til sine tysktalende undersåtter i 1585, og den hastigt voksende menighed gjorde det nødvendigt at udvide kirken i flere omgange. Christian IV tilføjede to korsarme, og Christian V øgede den nordlige korsarm med yderligere tre hvælvingsfag. De særprægede gravkapeller opstod i årene fra 1648 til 1740, og det fornemme kobberspir kom til i 1757. Restaurering af kirkenSom tiden gik blev det en uoverkommelig opgave for menigheden at vedligeholde det store bygningskompleks, og i 1994 måtte staten tage kirken tilbage i sin varetægt. Den blev overført til Slots- og Ejendomsstyrelsen, der i årene frem til 1999 gennemførte en omfattende restaurering og delvis nydisponering. Den dag i dag bruges kirken aktivt af den tyske menighed, som arrangerer rundvisninger, koncerter og andre kulturarrangementer i den historiske bygning.
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||