Billede fra Kronborg Slot

Spørgsmål om Kronborg

Her kan du se spørgsmål til Slots- og Ejendomsstyrelsens brevkasse om Kronborg – og se, hvad vi har svaret.

I brevkassen kan du læse flere spørgsmål og svar om slotte og haver, eller du kan selv sende os et spørgsmål.

Rune Fogh, Skødstrup

Efter at have været på besøg på Kronborg slot undrer det mig meget, at der ikke er adgang til ét eneste af de 4-5 tårne. Generelt er det noget man i højere grad bør overveje herhjemme, hvor adgangen ofte er stærkt begrænset. Hvad skyldes dette i tilfældet Kronborg?

Svar:

Af sikkermedsmæssige årsager er der ikke offentlig adgang til Kronborgs tårne. På visse særomvisninger kan man dog få adgang til det såkaldte telegraftårn på slottes sydvestlige fløj, men det skal der gives særlig tilladelse til.

----------

Rene Kristensen, Viborg

Hvor højt er det største tårn på Kronborg Slot?

Svar:

Det højeste tårn på kronborg er Trompetertårnet, der er ca. 62 m. over dagligt vande og 59 meter over slotsgården.

----------

Kathrine Due Larsen, Brønshøj:

Jeg er ved at lave en månedsopgave om Kronborg. Jeg vil gerne vide noget om følgende:

Kronborgs størrelse - herunder højde, grundflade m.m.
Hvormange tårne har Kronborg?
Hvor meget vides der om arkitekten til det oprindelige Kronborg bygget under Frederik den anden?
Hvad kaldes byggestilen?
Er der nogen form for symmetri i værket?

Svar:

Kronborg Slot er ca. 15.000 m2 og de omliggende bygninger er også 15.000 m2. Grundmålet for slottet er 79x79 meter og baseres på Erik af Pommerns borg "Krogen" fra 1420'erne. Store dele af Krogens mure, der nåede 14 meter over havet, indgår i det nuværende slot. Kronborg har 9 tårne, heraf er de 4 dog trappetårne, uden spir og heller ikke det mægtige telegraftårn (eller kanontårn) er forsynet med spir.

Det nuværende Kronborg er skabt i 1574-1585 i en stil, der kaldes Nederlandsk Renæssance. Kronborg adskiller sig dog fra andre næsten samtidige slotte ved at være helt beklædt med sandsten og ikke som Frederiksborg Slot at være en blanding af mursten og sandsten. Måske er Kronborgs grå sandstensoverflade inspireret af samtidige franske slotte.

De første år hed arkitekten Hans van Paeschen (Hans Påske), men fra fra 1577-1585 overtog Antonis van Obbergen (1543-1611) hvervet som arkitekt. Han var født i Mechelen i Flandern.

Kronborg er ikke symmetrisk opbygget, bl.a. fordi det er skabt med genbrug af store dele af Erik af Pommerns middelalderlige brog Krogen. Vinduer, tårne og døre er anbragt ud fra hensyn til det indre, slottets rum og funktioner, snarere end ud fra ønsket om at det skulle se symmetrisk og afbalanceret ud udefra. Alligevel virker slottet set udefra roligt og harmonisk.

----------

Tania og Isabella, Aalborg

Vi har følgende spørgsmål om Kronborg: Hvem tegnede kronborg og hvem boede på slottet? Hvorfor hedder slottet kronborg, og hvornår kan man komme ind og se det?

Svar:

Det var en bygmester ved navn Hans van Paeschen, formentlig fra Flandern, der tegnede og ledede opførelsen af Kronborg for kong Frederik II (1559-88).
De danske konger boede på skift på de kongelige slotte, og derfor også ind i mellem på Kronborg. I 1785 ophørte den kongelige beboelse af slottet, der derefter blev indrettet til kasernebrug. Navnet Kronborg, som Frederik II døbte borgen i 1577, var en sammensmeltning af borg og kronen, som var en betegnelse for kongemagten.

----------

Jesper Storm Mahler, Besser

Har der gennem historien været prostituerede på Kronborg?

Svar:

Et kongeslot fortæller kongernes historie. Alle de andre, som kom og gik på og omkring slottene, bliver sjældent skrevet ind i historiebøgerne. Så vi har desværre ingen kilder, der kan give os et præcist svar på dit spørgsmål.

----------

Lene Jensen, Skovvænget

Kan man få en bog om Kronborg?

Svar:

Det er desværre småt med nyere litteratur om Kronborg. Slots- og Ejendomsstyrelsen har udgivet en guide for besøgende i 2001, til afløsning af vor publikation fra 1986, som var lidt af en billedbog (og som stadig kan fås på slottet). Ellers skal man tilbage til Vilhelm Wanschers Kronborgs Historie fra 1939 og nogle mindre bøger af Otto Norn, Kronborg på 40 sider og Kronborg Bastioner på 54 sider, begge fra 1954. Disse sidste bøger kan fås antikvarisk, f.eks. over nettet.

-------------

 

Til top Udskriv Send side Sidst redigeret 16-03-2006
Slots- og Ejendomsstyrelsen . Løngangstræde 21 . 1468 København K . Tlf. 33 92 63 00 . Fax 33 93 17 16 . sesmail@ses.dk
EAN-nr. 5798000014008 . CVR-nr. 58182516
Få siden læst op på www.adgangforalle.dk